HDMI-fejl i Sonos-appen
I denne artikel kan du se, hvad du skal gøre, hvis du ser en af de følgende fejl i Sonos-appen:
- En enhed forstyrrer HDMI-forbindelsen.
- CEC-udsendelse blokeret. En enhed, som er tilsluttet dit TV, skaber et problem.
Disse fejl opstår, når dit Sonos-hjemmebiografprodukt har problemer med at sende kommandoer via sin HDMI ARC-forbindelse. Dette skyldes oftest interferens fra en anden HDMI-enhed, der er tilsluttet TV'et, såsom en lydreceiver, kabelboks eller spillekonsol.
Følg nedenstående trin for at løse disse fejl.
1
Sørg for, at CEC-indstillinger er aktiveret på dit TV
Under dit TV's indstillinger skal du sørge for, at CEC-relaterede indstillinger er slået til. Hvis CEC-indstillinger er slået fra, kan dit Sonos-hjemmebiografprodukt ikke sende kommandoer til TV'et. Forhør dig hos TV-producenten for at få specifikke instruktioner om, hvordan du slår CEC-funktioner til.
Hvis du stadig ser en fejlbesked, efter du har slået CEC-indstillinger til, skal du fortsætte til næste trin for at identificere den HDMI-enhed, som kan forårsage problemet.
2
Find den problematiske HDMI-enhed
Begynd med at frakoble alle HDMI-enheder, der er forbundet med det samme TV som Sonos. Afspil TV-lyd på Sonos, mens de andre HDMI-enheder er frakoblet. Nu skal du koble alle HDMI-enheder, én efter én, til TV'et igen og tjekke i Sonos-appen, om fejlen opstår igen. Når du finder ud af, hvilken HDMI-enhed der forårsager problemet, skal du fortsætte til næste trin.
3
Slå CEC fra på HDMI-enheden
For at forhindre enheden i at forstyrre Sonos anbefaler vi, at du slår alle CEC-funktioner fra på denne enhed. Normalt finder du disse valgmuligheder under enhedens indstillinger. Forhør dig hos enhedens producent for at få specifikke instruktioner om, hvordan du slår CEC-funktioner fra.
Hvis du ikke har mulighed for at slå CEC fra på enheden, så anbefaler vi, at du bruger et HDMI-kabel eller en HDMI-adapter, der fjerner CEC-funktionalitet.