Forbedring af dit Sonos-produkts WiFi-forbindelse
Når Sonos er tilsluttet routerens WiFi-netværk, viser Sonos-appen WiFi-signalstyrken for hvert produkt under fanen Indstillinger. Denne artikel forklarer, hvad du kan gøre for at forbedre WiFi-forbindelsen, hvis produktets signalstyrke er lav.
Sådan finder du detaljerede netværksoplysninger
I Sonos-appen kan du se detaljerede netværksoplysninger for hvert produkt tilsluttet din routers WiFi-netværk. I vores artikel om Forståelse af afsnittet Netværksoplysninger i Sonos-appen kan du se, hvordan du finder siden, og hvad oplysningerne på siden betyder.
Bemærk, at afsnittet om indikatoren for trådløs signalstyrke og netværksoplysninger ikke vises for Sonos-produkter i en kabelbaseret opsætning, for produkter konfigureret som surroundhøjttalere eller subwoofere i en hjemmebiograf eller for en Sonos Move i Bluetooth-tilstand.
Forbedring af WiFi-forbindelsen
Hvis din Sonos-app viser et produkt med en svag forbindelse, kan du forbedre den ved at gennemgå nedenstående trin. Ved hjælp af signalstyrkeindikatoren og signal/støjforholdsværdien (SNR) i afsnittet Netværksoplysninger kan du se, om produktets signalstyrke forbedres.
Kontrollér afstanden fra produktet til dit WiFi-netværk
Lav signalstyrke kan skyldes, at et produkt er for langt væk fra WiFi-netværket. Det sker typisk med bærbare produkter som Move og Roam, når de bruges udendørs. Prøv at flytte produktet tættere på din router eller det nærmeste adgangspunkt for at se, om signalet forbedres.
Reducer kilder til trådløs interferens
Overbelastede trådløse netværk kan reducere signalstyrken til tilsluttede produkter. Tjek de typiske kilder til trådløs interferens eller forhindringer, der kan svække det trådløse signal.
Overvej din routers placering
Hvis det er muligt, så placer din router centralt i hjemmet for at prøve at få ensartet dækning i hele området. Placer routeren, så den er frit tilgængelig, f.eks. på et skrivebord eller en hylde i stedet for inde i et skab, og undgå at placere andre enheder oven på eller lige ved siden af routeren.
Opgrader din router
Hvis du har problemer med flere enheder i dit hjem, så overvej, om tiden er inde til at opgradere til en router med bedre dækning. Hvis det et større område skal dækkes, kan det være en fordel med et mesh-netværkssystem.